ARKITEKTUREN

Arkitekturen ligger og forskyder sig i terrænet. Ingen vej- eller stiforløb er stringente eller lige – alt kurver og slynger sig blødt mellem bebyggelserne, som er udlagt som svanemærkede lejeboliger og rækkehusbebyggelser. Rækkehusene medvirker til at få skabt et kvalitativt nært udeområde til hver enkelt bolig, og lejeboligerne binder bydelen sammen mod syd og vest, og danner således ryg og støjværn for rækkehusene. En reel og begrønnet støjskærm definerer bydelen, som det yderste element mod vejnettet.

Rækkehusbebyggelserne skaber nogle fint definerede gademiljøer og grønne områder i Trongården. På den ene side af husene har man den ’offentlige side’ med terrasser og ankomstpartier, og på den anden side en mere privat zone, med grønne fællesrum for beboerne, hvor det nære fællesskab kan udfoldes. Her er der mulighed for leg, snak, dyrkningshaver m.v.

TRONGÅRDENS boliger opføres alle i tegl. Det populære byggemateriale har ikke ændret sig væsentligt siden vi mennesker i tidernes morgen begyndte at anvende de firkantede klodser af ler.

TRONGÅRDENs tegl er lyse og melerede med udgangspunkt i en behagelig gullig tone. Varme nuancer og farvespil er gennemgående udtryk overalt i arkitekturen, som, udover tegl, fremstår med delikate materialiteter af trælameller og områder med gyldne partier. En fælles tone-i-tone æstetik, som nuanceres ned gennem bydelen og på den måde tilfører hver bebyggelse sin egen identitet – i elegant og tæt samspil med alle de øvrige. Den overordnede raffinerede stemning er åbenlys – på alt lige fra facadeflader og vinduesinddækninger til altanbalustre og ankomstpartier.

© Copyright - Trongården / design: dbyk.dk